Omvaje
Af Karen Elsebeth Jensen
Gudrun Hasles konceptuelle værker favner en bred tematik og baserer sig på tværæstetiske udtryksformer. Således lader hun sig ikke begrænse af et enkelt medie men eksperimenterer med både video og foto, tekstile arbejder, tegning, performance samt værker på internettet.
En central problematik i Gudruns værker er den udstødtes eller udenforståendes position i samfundet. Gudrun tematiserer det at være anderledes - at befinde sig i grænsezonen uden for samfundets normer og konventioner, som man af den ene eller anden grund har svært ved at leve op til. De menneskelige vilkår er således et vigtigt aspekt af Gudruns kunstneriske undersøgelser, og som i de senere års tendens inden for samtidskunsten tager Gudrun udgangspunkt i sit eget liv. Herved reflekterer hendes værker både den personlige historie samt en række mere generelle vilkår for individet i dets sociale og kulturelle kontekst.
Ordblindhed
Et tilbagevendende omdrejningspunkt for Gudruns praksis er ordblindhed, som hun selv lider af. Det kunstneriske arbejde med ordblindheden er således også et privat anliggende, som har betydning for Gudrun på et dybt personligt plan. Gennem kunsten forsøger Gudrun at bearbejde den position, hun som mange andre befinder sig i som ordblind, i en verden, der ikke anerkender eller har plads til dem, som afviger fra det normale - d.v.s. som ikke kan efterleve de konventionelle betingelser for normal og forventet adfærd.
At være ordblind medfører netop en følelse af at være afvigende, idet man mangler et væsentligt redskab for at kunne begå sig i verden; nemlig evnen til at kunne stave og læse korrekt. Inden for psykoanalysen har man bl.a. stadfæstet vigtigheden af, at subjektet lærer at behandle sproget gennem den korrekte brug af skrift og tale for at blive anerkendt som individ. Således hævdede fx Jacques Lacan, at subjektet kun gennem begrebsliggørelsen kan determinere sin identitet - d.v.s. at subjektet, kun i det omfang han eller hun kan gøre sig forståelig overfor omverden gennem de sproglige konventioner (skriften og talen), kan stadfæste sig selv som individ. Som ordblind er man selvsagt ude af stand til at tilegne sig dele af sprogets koder og dermed ude af stand til at indgå i sociale relationer, hvor netop skriftsproget er udgangspunktet for dialogen, overenskomsten, forståelsen og dermed anerkendelsen de involverede parter imellem. Som ordblind falder Gudrun således uden for normen og fællesskabet som andre minoriteter i samfundet, idet hun ikke formår at begrebsliggøre sig gennem skriften på lige fod med andre.
I sine værker behandler Gudrun ordblindheden som et handicap, hun må leve med og forholde sig til hver dag. Selv beskriver hun det at være ordblind som en følelse af at være indenfor og udenfor på samme tid, og at man er nødt til at gå omveje for at opnå den samme viden som alle andre. Dette medfører en form for fremmedgørelse - både i forholdet til hende selv, i og med hendes skrift ikke harmonerer eller stemmer overens med det, hun ønsker at udtrykke - og i forholdet til andre mennesker, hvis skriftlige ytringer hun ikke kan forstå og dermed identificere sig med.
Ordblinde-karaoke
I performanceværkerne Ordblinde-karaoke, som Gudrun har opført og gentaget i forskellige sammenhænge, udstiller Gudrun den fremmedgjorthed, hun ofte føler i bestemte sociale og kulturelle sammenhænge. I hver performance optræder Gudrun selv som karaoke-sanger over for publikum. Hver gang gør hun dog på forhånd opmærksom på sin ordblindhed og det faktum, at hun er nødt til at modtage hjælp fra en anden person - som regel et familiemedlem eller hendes kæreste, som må læse sangteksten højt for hende, før hun kan synge den. Forestillingen, om at Gudrun kan agere som karaoke-sanger, betvivles således allerede før, hun overhovedet er gået i gang, idet hun afslører over for publikum, hvordan hun har tænkt sig at snyde eller gå omveje for at opretholde illusionen. Noget uvant er således på spil fra første færd, og som beskuer bevæger man sig i løbet af performancen i grænselandet mellem morskab, forbløffelse og dyb undren. Man krøller tæer, efterhånden som performancen udvikler sig til et nervepirrende kapløb mellem Gudrun, hendes hjælper og tiden. Jo mere sangen udvikler sig, jo sværere bliver det for Gudrun at nå at synge den tekst, som hendes hjælper læser højt. Hun er hele tiden bagud i forhold til sangen, og forskydningen gentager sig selv uden håb om, at hun kan indhente og overkomme den tidsforskel, som adskiller hende fra en overensstemmighed med sangen. Gudrun befinder sig således hele tiden i en fremmedgjort position i forhold til det, hun ønsker at udtrykke. Denne fremmedgjorthed både synliggøres og foranstaltes af den gentagende forskydning i tid og bliver således værkets måske vigtigste pointe. Ved at benytte sig af et så velkendt fænomen som karaoke som kunstnerisk udgangspunkt, påpeger Gudrun, hvorledes udførelsen af alle sociale relationer er betinget af bestemte normer. Hun approprierer således den kontekst og sociale form, som knytter sig til karaoke-fænomenet, men forskyder og skævvrider de konventioner, som ligger til grund herfor. Den pagt eller overenskomst, som karaokesangeren normalt indgår med de andre deltagere om at synge overensstemmigt med melodien, bliver opløst i Gudruns performance. I stedet tydeliggøres fejlen, det der afviger fra normen nemlig Gudruns eller den ordblindes fejlagtige forsøg på at indgå og blive optaget i det sociale fællesskab.
Hvor dan man skriver et brev
Gudruns mislykkede forsøg på at tilpasse sig normerne for karaokesang er en kommentar til den kamp, som ordblinde til daglig må kæmpe, for at finde sig til rette i det normaliserede samfund.
Denne kamp er også udgangspunktet for videoen, Hvor dan man skriver et brev, som giver et yderst rørende og personligt indblik i Gudruns hverdag. Som i Ordblinde karoke forsøger Gudrun også her at tilpasse sig de krav og forventninger, som samfundet stiller til subjektet om at kunne gøre sig forståelig. Men i modsætning til performancen, som indeholder humoristiske elementer, er der en anden mere dyb og ærlig frustration til stede i videoen, noget man fornemmer, er et tilbagevendende element i Gudruns liv og hverdag. I filmen oplever man Gudruns forsøg på at installere et program på sin computer, som skal kunne hjælpe ordblinde med at skrive tekster uden stavefejl. Programmet fungerer således, at den ordblinde skal ”tale til computeren” og sige de sætninger højt, som ønskes nedskrevet, hvorefter computeren selv indtaster den grammatiske korrekte tekst. Dette er dog ikke uden problemer, bl.a. fordi Gudrun for at kunne installere programmet paradoksalt nok skal følge en manual, som hun selvsagt ikke kan læse.
Igen mislykkes Gudruns forsøg på at indordne sig de kulturelle retningslinier for den måde, man kommunikerer og ytrer sig på, og igen befinder hun sig i en fremmedgjort og magtesløs position. Som betragter er man vidne til, hvordan dette har alvorlige konsekvenser for Gudrun, som efterhånden bliver mere og mere frustreret og til sidst giver grædende op. Hendes sidste bemærkning (henvendt til hendes kæreste) om, at hun godt ved, at man ikke må kaste med computeren, rammer betragteren som en knytnæve i ansigtet og vidner om, at der under Gudruns stille ydre er et raseri i udbrud og en evig kamp som dagligt må kæmpes.
Kønnet
En del af Gudruns værkpraksis kredser også om kønsspecifikke emner. Som i de øvrige værker tager hun også her udgangspunkt i sine egne erfaringer og sin egen krop bl.a. i hendes undersøgelser af den kvindelige identitet samt de forventninger og stereotyper, som knytter sig hertil. Gudruns kønsspecifikke værker går i dialog med de værker, der kredser om ordblinde-tematikken, og det ville være forkert at adskille de to områder i Gudruns praksis fra hinanden. Man må snarere sige, at det kønsteoretiske aspekt supplerer ordblinde-tematikken, og at begge områder er udgangspunkt for Gudruns undersøgelser af hvilke normer, vi er underlagt, og hvilke konsekvenser det har for subjektet at stå udenfor disse normer.
Det at være kvinde og leve op til de idealer, som samfundet foreskriver for det kvindelige køn, synes for Gudrun at være ligeså svært som at begå sig som ordblind. I flere af sine værker problematiserer hun det pres, hun selv føler, hviler på hendes skuldre for at leve op til omverdens og egne forventninger til at lykkes socialt såvel som kunstnerisk. Hun beskæftiger sig konsekvent med spørgsmål såsom, hvad det vil sige at være kvinde, og hvad der konstituerer det kvindelige køn. På den måde synes Gudrun at problematisere den kvindelige identitet som noget, der skabes gennem bestemte handlinger og væremåder, og som først anerkendes gennem opfyldelsen af de forventninger, kulturen har til den kvindelige opførsel. En sådan opfattelse af kønsidentiten lægger sig i forlængelse af psykoanalysens teori om subjektets konstituering gennem tilegnelsen af de sproglige konventioner. Således trækker fx Judith Butlers kønsteoretiske arbejde bl.a. på psykoanalysen, idet hun hævder, at kønnet ligesom subjektet determineres gennem en performativ praksis, hvor man tilpasser sig til og gentager allerede eksisterende og velkendte konventioner for det at være enten mand eller kvinde. Butlers kønsteori udtrykker en nutidig og poststrukturalistisk identitetsopfattelse, som mange samtidskunstnere har anerkendt og brugt som udgangspunkt for deres kunstneriske arbejde med kønnet. Butlers forståelse af subjektet som en performativ størrelse har især haft betydning for den performative og selvbiografiske del af samtidskunsten, hvor netop individets og kønnenes vilkår og muligheder for selvfremstilling, ligesom i Gudruns praksis, ofte undersøges og problematiseres.
Ligesom i tilfældet med sproget handler det om kommunikation. Kvinden må kommunikere med sin omverden på en forventet og korrekt måde for at blive anerkendt og forstået. Men som i tilfældet med ordblindheden er det ikke alle kvinder, der kan identificere sig med de kvindelige kønskategorier eller leve op til de forventninger og krav, der stilles til dem. I sine værker bruger Gudrun sin egen person som et eksempel på en kvinde, der ikke føler, at hun formår at leve op til de forventede idealer for den kvindelige identitet om både at være smuk, seksuelt tiltrækkende, intelligent, tilstedeværende, glad og først og fremmest lykkelig. I en række statements samt genfortællinger af hendes liv beskriver hun, hvordan det er at være en kvinde, som ikke blot står uden for normen p.gr.a. hendes ordblindhed men også afviger i andre sociale sammenhænge på grund af en følelse af utilpassethed og en til tider depressiv tilstand, hvor hun er tynget af fortidens byrder.
Gudruns Blog
Til trods for Gudruns ordblindhed er et af hendes stærkeste udtryksmidler skriftsproget. Skriften indgår i de fleste af Gudruns værker som et narrativt middel til at beskrive forskellige episoder og begivenheder, som vedrører og har betydning for hendes liv.
På Gudruns Blog er det muligt for alle interesserede at følge med i Gudruns liv, idet hun stort set dagligt beskriver de tanker, oplevelser og bekymringer, som har præget hendes dag. Som læser får man et sjældent og intimt indblik i en fremmed persons hverdag, og man føler næsten, at man overskrider privatlivets grænser ved at læse Gudruns dagbogsagtige notater. På den måde udfordrer og problematiserer Gudrun som i andre af hendes værker grænsen mellem kunstværk og kunstner, og man er som læser ofte i tvivl, om det er kunstneren eller privatpersonen, der taler. Værk og liv flyder sammen og indikerer i højere grad end noget andet værk, hvorledes Gudrun benytter sin selvbiografi som konkret materiale i hendes kunstneriske arbejde. På den måde får hendes værk også en performativ karakter, idet det baserer sig på konkrete selvoplevede handlinger, relationer og oplevelser. Dette er endvidere med til at give værket en aura af autenticitet, idet Gudruns udlevering af noget dybt personligt, henvender sig direkte til en læser. At dette selvsagt ikke er nogen garanti for at værket refererer til et sandt indre, ændrer dog ikke på den oplevelse af nærvær, som læseren føler i konfrontationen med Gudruns beskrivelser.
Gudruns beskrivelser synes først og fremmest at have en selvransagende karakter. Gennem sine små kommentarer til sig selv og sin omverden udtrykker Gudrun holdninger og tanker, som umiddelbart har almenmenneskelig karakter, og som mange kvinder kan nikke genkende til fx refleksioner vedrørende udseende, familierelationer, selvfremstilling o.s.v. Men jo mere man læser, jo mere går det op for én, at Gudruns tilbagevendende bekymringer over især sin krop og sin ydre fremtoning ikke blot er overfladiske refleksioner, men snarere henviser til en dybereliggende personlig konflikt. Det mest iøjefaldende ved Gudruns dagligdagsbeskrivelser er den tilbagevendende selvkritik, hvad enten det angår hendes udseende, eller den måde hun handler og opfører sig på i forskellige sociale sammenhænge. Det er som om, hun efterrationaliserer alle sine gerninger og betragter dem i forhold til, hvad hun burde have gjort, sagt, spist osv. På den måde føler Gudrun sig konstant ved siden af og på afstand af det, hun ønsker at være. Fx udtrykker hun gentagne gange, hvorledes hun ville ønske, at hun ikke var så neurotisk, at hun ikke hadede sig selv så meget, og at hun var bedre til at kapere nederlag. Ved at bruge sine egne erfaringer som materiale kritiserer Gudrun de idealer om selvopfyldelse, selvsikkerhed, overskud, skønhed o.s.v., som samfundet (det vestlige, patriakalske) har knyttet til det kvindelige køn, men som i sidste ende fører til depression, splittelse og desillusion hos de kvinder, der ikke formår at leve op til forventningerne.
Gudruns selvbiografiske notater afslører altså en misidentifikation med de idealer og forventninger, som hun har til sig selv. I det hele taget er det som om, hendes tekster udtrykker en mangel eller en længsel efter noget, som hun søger gennem den gentagende personlige fortælling i håbet om at falde til ro og finde harmonien i sig selv. Værkets narrative og personlige form henviser til en tendens inden for samtidskunsten, som man ser hos især yngre kvindelige kunstnere som fx Sophie Calle og i særdeleshed Tracey Emin, som var en del af young British Artist-generationen i 1980´erne, og hvis værkpraksis det er oplagt at sammenligne med Gudruns. Ligesom hos Gudrun kredser Emins værker om subjektets splittelse, længsel og følelse af utilstrækkelighed, og også hun benytter sig af skriftsproget som et stærkt udtryks- og kommunikationsmiddel. Det er i denne forbindelse bemærkelsesværdigt, hvorledes begge kunstnere insisterer på konsekvent at fremvise fejl i sproget; Emin spejlvender ordene og staver bevidst forkert, ligesom Gudruns tekster er fyldt af grammatiske fejl p.gr.a. hendes ordblindhed. Det er nærliggende at opfatte denne kunstneriske manøvre som en metode til at indikere den mangelfuldhed, de selv føler karakteriserer dem som individer. Men hvor Emin, som Rune Gade har formuleret det, udtrykker den korporlige længsel - manglen på kærlighed og elskov fra et andet menneske for at føle sig som et sammenhængende individ, synes Gudruns længsel at være rettet mod noget andet.
Gudruns livshistiore
Det imponerende tekstilværk Gudruns livshistiore synes at give en forklaring på, hvorfor Gudruns liv er præget af alle de bekymringer, tanker og selvrefleksioner, som kommer til udtryk på hendes blog. Gudruns fortid har nemlig stor betydning for hendes aktuelle situation som kvinde og som kunstner, og det er gennem bearbejdelsen af hendes livshistorie, at hun for alvor udtrykker, hvad det er, hendes længsel er rettet mod - nemlig ønsket om at blive afklaret med fortiden.
Gudruns livshistiore kommer til udtryk som små figur- og tekstbroderier på et langt vægtæppe, som bringer associationer til Bayeauxtapetet. Værket opleves som en narrativ fortælling, der via Gudruns tegneserieagtige broderinger bringer beskueren gennem forskellige stadier og vigtige begivenheder i hendes liv - fra hendes fødsel til optagelsen på Fyns Kunstakademi. Beskueren bliver bogstaveligt talt (for)ført ind i Gudruns intime univers, hvor hun blotlægger sine inderste hemmeligheder og traumer og tvinger beskueren til at bevidne og tage stilling til hendes beretning. Tidsrejsen gennem Gudruns liv støder på mange foruroligende og sørgelige episoder, som bl.a. afslører, hvordan Gudrun igennem det meste af sit liv har følt sig anderledes og befundet sig uden for normerne for, hvad der betragtes som normal adfærd. Fortællingen hensætter beskueren i en melankolsk tilstand, man berøres af Gudruns historie og lader sig rive med af hendes fortællerevner og udpræget sans for visualitet. De foruroligende episoder af Gudruns liv synes dog hele tiden at lede henimod bedre tider grundet værkets progressive og narrative forløb. Som beskuer forventer man eller rettere håber på en happy ending, hvilket til en vis grad også opfyldes, idet værkets sidste del beskriver Gudruns optagelse på Fyns Kunstakademi, som markerer et positivt vendepunkt i hendes liv. Men samtidig varsler værkets afsluttende ytring ”Fortsætlese Føljer” beskueren om, at ingen fortid kan afsluttes, og at der endnu er meget, som skal fortælles og ikke mindst bearbejdes. Det er i denne forbindelse nærliggende at opfatte Gudruns Blog, som en videre bearbejdelsesproces og måske som en optakt til en kommende Gudruns livshistiore 2.
Karakteristisk for Gudruns livshistiore og tilsvarende værker, som behandler den personlige selvbiografi, er bearbejdelsen og gentagelsen af traumatiske oplevelser i forsøget på at overkomme det traumatiske. Således kan man opfatte Gudruns vægtæppe som en terapeutisk handling - både helt bogstaveligt, idet syningsprocessen i sig selv kan betragtes som en terapiform, men først og fremmest fordi hun i gentagelsen forholder sig til den fortid, der har skabt grundlaget for hendes nutidige position. Kun ved at konfrontere sig selv med fortidens erindringer og bitre erfaringer har Gudrun en mulighed for at overkomme den splittelse eller mangel, som præger hendes liv, så hun igen kan føle sig som et sammenhængende individ. Ved at blive fortrolig med fortiden, hvor skræmmende den end er, kan hun rekonstruere sig selv og opnå en forståelse for og anerkendelse af, den person hun er i dag.
Bruderigger og Baner
Et andet aspekt af Gudruns tekstile værkpraksis er hendes mange broderier. En stor del af disse kommer til udtryk som skriftlige ytringer og statements, hvoraf mange enten er påsyet store bannere eller påhæftet Gudruns eget tøj. Fælles for disse skriftlige broderier er, at de alle opleves i det offentlige rum; bannerne har i flere tilfælde været udstillet som installationer på gågader og husfacader, mens broderierne på Gudruns tøj er synlige for alle, hun møder. Ligesom Gudruns livshistiore kommer broderierne til udtryk som små bekendelser, men i modsætning til vægtæppet, som nærmest suger beskueren ind i et intimt, personligt og narrativt rum uden for virkeligheden, optræder de skriftlige broderier i den konkrete virkelighed som en række korte in-your-face statements henvendt til alle, som befinder sig det pågældende sted. Broderiernes ekspressive udsagn synes at være små sammenfatninger af de dagligdagsbeskrivelser, som kommer til udtryk på Gudruns Blog. Således kredser udsagnene om emner som selvfordømmelse, selvafstraffelse, skyld, skam, forventinger til personlig skønhed samt social og kunstnerisk succes o.s.v.
Især udsagnene på Gudruns hjemmebroderede tøjmærker vækker opsigt og forundring hos beskueren. Igen føler man, at Gudrun inviterer til et kig ind i hendes dybeste tanker og personlige følelsesliv. Selvom mange af udsagnene taler om følelser, de fleste kvinder kender til, er selve blotlæggelsen af de ofte tabubelagte emner af overvældende karakter. Det er som om, Gudrun forsøger at overkomme den overfladiskhed, der knytter sig til de identiteskategorier, vi er vant til at identificere os gennem såsom tøjmærker, ved at udskifte disse med nye ”brands” eller ”varemærker”, som henviser til noget langt mere personligt og intimt, som ligger bag det ydre. Gudrun præsenterer derved sig selv og sit indre i sit ydre. Som tidligere nævnt har beskueren naturligvis ingen chance for at vide, om dette indre er et sandt indre (et sådant findes måske ikke engang), og det er for øvrigt heller ikke det, som er interessant i denne sammenhæng. Det interessante ligger derimod i Gudruns kunstneriske greb, hendes påpegning af hvordan subjektets indre og ydre altid er i samspil med hinanden men ikke nødvendigvis harmonerer. Gennem sine statements synliggør Gudrun en række intime tanker og refleksioner, som ikke umiddelbart stemmer overens med hendes ydre fremtoning (Gudruns fotoserier og videooptagelser afslører, at hun er en køn pige), og de forestillinger man måtte have til en ung velfungerede kvinde med godt gang i sin kunstneriske karriere. Måske endnu mere tydeligt end på sin blog gør Gudrun her opmærksom på alle de idealer og krav, som kvinder lader sig underlægge, men ikke altid selv er bevidste omkring. Hun synliggør de følelser af utilstrækkelighed og fiasko, som følger i kølvandet på kvinders evige kamp for at leve op til omverdens forventninger til dem. I Gudruns broderi-værker er disse følelser og tilstande uundgåelige karakteristika ved den kvindelige identitet, der ligesom ar eller måske ligefrem stigmata mærker kvinders indre uanset, hvad de signalerer udadtil. Broderierne er disse ar, som Gudrun vælger at blotlægge og bære udenpå for at indikere, at de er en integreret del af hende.
Det er i denne forbindelse interessant at bemærke, hvorledes broderiet eller tekstilet som kunstnerisk medie er bærer af flere symbolske betydningslag. Først og fremmest er skrift-broderiet mere holdbart end den almene skrift på papir, hvilket styrker og foreviger udsagnets kraft ligesom fx en tatovering. Derudover knyttes tekstilmediet i den traditionelle kunsthistoriske optik ofte til en kvindelig kunstpraksis, som fx 1970´ernes feministiske kunst men også til tidligere tiders kvindegjorte kunsthåndværk, hvor broderi var en fremtrædende beskæftigelse. Som tidligere nævnt har syning og broderi traditionelt set været betragtet som en slags terapiform, hvor kvinder har haft mulighed for i fred og ro at tænke og reflektere over tingenes tilstand, mens de syede. Det er i denne forbindelse interessant at opleve, hvordan Gudrun tager broderiet til sig som kunstnerisk medie men samtidig vender op og ned på de konnotationer og betydninger, som knytter sig til det. Syningen fungerer måske nok som en terapiform for Gudrun, men i modsætning til tidligere tider består det terapeutiske for Gudrun ikke blot i muligheden for at tænke og reflektere over forbudte tanker med syningen som en bi-beskæftigelse. Derimod bruger Gudrun selve syningen, det konkrete materiale som en mulig måde at frigøre alle sine indestængte tanker og følelser på og lade dem komme visuelt til udtryk. Gudrun genbruger altså tekstilmediet men forskyder på raffineret vis dets oprindelige betydningsgrundlag ved at tilføje det en ny mening, som adskiller sig fra den traditionelle forestilling. Således fjerner Gudrun sig på alle måder fra en traditionel og fordomsfuld kategorisering af hendes værker som en gentagelse af tidligere tiders ”kvindekunst”.
Såvel Gudruns tekstilværker, videoværker samt den fortsatte blog på internettet udtrykker en sjælden målrettehed og originalitet. Hun henvender sig bekendende til en betragter, i alt hvad hun laver, hvilket gør hendes værker nærværende og til tider næsten ubærligt vedkommende. Samtidig formår hun at skabe en undren hos beskueren, som aldrig rigtig helt ved, hvor kunstværket og livsværket henholdsvis begynder og ophører. De evigt tilbagevendende stavefejl gør ikke Gudruns statements og udsagn mindre udtryksfulde, men de skaber på mærkværdigvis en afstand mellem betragteren/læseren og Gudrun, hvis person man derfor aldrig til fulde opnår en forståelse af. De grammatiske fejl blokerer for en umedieret tilgang til Gudruns inderste væsen, hvilket kan være hendes måde at holde os, betragterne, i skak på. Eller også signalerer det blot, at der ikke findes nogen direkte adgang til et andet menneskes sind, men at vi kun tilnærmelsesvis kan nærme os hinanden. Om det er det ene, eller det andet er mindre relevant i forhold til, at vi i forsøget på at nærme os Gudrun muligvis og måske endda nødvendigvis bliver opmærksomme på en række elementer af livet, som også præger os i vores virkelighed og omgang med hinanden.
Gade, Rune: ””I want to feel Real” - Værk, liv, biografi og selvbiografi hos Tracey Emin”, i: Kønnet, i Kroppen, i Kunsten, København, Infomations Forlag, 2005, p. 112-114.